Arbejdslivet for mig startede i 1982
da jeg blev ansat som piccoline i en stor international virksomhed. Min interesse for orden, struktur og papirnusseri gjorde mig kompetent til et job, hvor jeg bl.a. skulle arkivere 1000-vis af fakturakopier. Senere kom jeg i lære som kontorassistent samme sted og da jeg blev udlært, fik jeg job i finansafdelingen.
Sidenhen flyttede jeg mig rundt i organisationen i takt med af- og udvikling af forretningsområder. Som direktionssekretær var jeg med til at etablere en ny division, der bliver solgt fra moderselskabet. Det var i starten af 1990’erne og min interesse for personaleudvikling blev vakt, og jeg uddannede mig indenfor feltet. Jeg var en del af projektledelsen for et større projekt med implementering af selvstyrende grupper.
Som personaleudviklingschef i en nyetableret virksomhed indenfor et helt nyt felt i Danmark – nemlig e-handel, stod jeg for etablering af det personaleadministrative felt, udvikling af personalepolitikker og -håndbog, strategier og massiv rekruttering.
På et tidspunkt tog mit liv en voldsom drejning. Sygdommen Alzheimers fik jeg meget tæt ind på livet, da min mor blev diagnosticeret som kun 59-årig. Forud gik 2-3 år med undren og forvirring omkring min mors ændrede adfærd. Samtidig måtte min daværende mand og jeg erkende, at vi ikke trivedes i vores ægteskab og vi endes om at sætte hinanden fri. Midt i alt det, måtte jeg indse at jeg ikke – på det tidspunkt – magtede jobbet som personaleudviklingschef og en længere indre proces blev sat i gang.
Jeg fulgte en del kurser i meditation og flere uddannelser indenfor massage, coaching, healing og terapi – alle med krav om egen behandling og egen terapi – og siden 2005 har jeg hjulpet både mig selv og andre mennesker med afspænding af krop og sind.
Drømmen var, at jeg kunne komme til at leve udelukkende af at tilbyde massage, coaching og terapi. Det blev afprøvet i et par år, hvor jeg havde en aftale med Falck Healthcare som massør på deltid, og sideløbende lavede jeg massageterapi med en holistisk tilgang til behandling, i min egen klinik.
Livet har efterhånden lært mig, at jeg skal flytte mig når livet skubber mig i en anden retning, og i 2015 sagde jeg samarbejdet med Falck Healthcare op, og blev ansat på deltid i en lokal NGO-organisation og var med til skabe struktur og overblik i administrationen. Det trivedes jeg med og efter en periode, blev jeg ansat i en NGO-landsorganisation, også her i en stilling med udviklingsopgaver omkring det administrative og regnskabsmæssige felt.
Ved siden af ansættelserne, er jeg fortsat med at tilbyde afspænding til mennesker i form af massage, klang og samtaler. Jeg har uddannet mig i metoden systemisk opstilling i både organisationer og i familier. Metoden bruger jeg dagligt i mit arbejde og min tænkning, hvad enten det er i det administrative felt eller om det er når jeg samtaler med mennesker, der ønsker afspænding og/eller klang.
Corona pandemien gav tid til refleksion hos mange mennesker, også hos mig. I starten af 2021 valgte jeg at blive selvstændig ved at skabe en ny virksomhed med to forretningsområder;
- Administration, udvikling af arbejdsprocesser og regnskab
- Systemisk familieopstilling og afspænding med klang til både private og erhvervslivet
Jeg er landet et godt sted i mig selv med min virksomhed og mit arbejdsliv. Selvom det er to forskellige forretningsområder, der umiddelbart er uforenelige, giver det rigtig god mening for mine kunder, at mit kompetencefelt spænder bredt. Jeg stortrives i begge mine forretningsområder og nyder, at de endelig er ”smeltet” sammen for mig.
Når jeg arbejder i det administrative felt med bl.a. bogholderi, er det vigtigt for mine kunder at jeg har styr på detaljerne og samtidig at jeg har øje for det menneskelige og udvikling af arbejdsprocesser så vi arbejder ”smarter not harder”. Det kræver et godt menneske kendskab og forståelse for menneskers forskelligheder, så alle føler sig hørt, set og mødt i både den daglige drift og i arbejdet med udvikling af arbejdsprocesser.

Når jeg arbejder med klang, afspænding og systemisk opstilling, er det trygt for mine kunder, at jeg aktivt har en fod i erhvervslivet, at mit arbejdsliv også indeholder en pulserende hverdag. Mine egne indre processer gør det troværdigt og autentisk at komme til opstilling og klang hos mig. Når jeg er ”ude af huset” med klang hos bestyrelser, ledergrupper, faggrupper, trivselsgrupper, generelt på arbejdspladser og i foreninger kan de trygt overlade opgaven til mig fordi jeg har forståelse for at sætte klang, afspænding og mindfulness ind i en erhvervsrettet kontekst.