Pia Kidmose

Klang – et stille øjeblik med
nærvær, ro og vitalitet

Om mig

Jeg er drevet af at være til gavn for mennesker og at møde mennesker præcis hvor de er.

En all-round kontoruddannelse for snart 40 år siden startede min erhvervskarriere. Igennem alle årene har jeg uddannet mig, flyttet mig og øget min livsduelighed og livskvalitet.

For mere end 29 år siden blev min interesse for udvikling af mennesker for alvor vakt. At hjælpe et andet menneske med at blive sat fri for indre blokeringer, opnå fred og tryghed med sig selv er min passion.

Jeg ved hvordan livet føles, når uhensigtsmæssige mønstre og dynamikker spænder ben for at folde livets potentiale ud.

Mit eget arbejde med at opløse indre forviklinger er selvfølgelig kommet mig selv til gavn, men også mine omgivelser – og nu i særdeleshed de mennesker der kommer til mig.

Min grundholdning tager afsætning i en dyb respekt for det enkelte menneske.

Baggrund

I mit professionelle virke har jeg varetaget jobs som direktionssekretær, personalekonsulent og administrativ medarbejder i forskellige virksomheder og brancher.

I en periode arbejdede jeg som handicaphjælper.

Jeg er uddannet Nordlys Massageterapeut og RAB godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Jeg har arbejdet som massør hos Falck Healthcare.

Jeg har deltaget i et væld af kurser og uddannelser indenfor personlig udvikling, dybdeterapi, meditation, healing, familieopstilling, organisationsopstilling og naturligvis en del klang- og massagekurser.

Jeg modtager undervisning af Helen Gamborg og Erik Mikkelsen i meditation og indre helhed.

Desuden har jeg modtaget undervisning og supervision i arbejdet med klang- og syngeskåle af Unisound og Shanta Ratna Shakya fra Himalayan Singing Bowl Center i Nepal.

Uddannelser

Master i systemisk opstilling og familieopstilling fra Institut for Systemisk Opstilling.

Systemisk opstilling bruges til at afdække, bearbejde og skabe klarhed over de skjulte mønstre, som menneskelige relationer er formet og styret efter. Gennem systemisk opstilling har man mulighed for at forstå de forhindringer, som kan synliggøre forandringsmulighed i menneskelige systemer og relationer. Hos ISFO har jeg lært at arbejde for at synliggøre og bearbejde problematikker i familieforhold, så man selv kan få større klarhed og forståelse for, hvordan ens egen familiekonstruktion fungerer og påvirker en.

Systemisk Familieopstilling

Systemisk familieopstilling er metode, hvor ens familie “opstilles”, så man kan se familiedynamikken udefra. Ved at se på familiedynamikken mellem forskellige familiemedlemmer, er der mulighed for at afspejle de problemstillinger, der kan forekomme i familierelationer. Nogle af de problemstillinger man kan arbejde med gennem systemisk familieopstilling, er blandt andet angst, ensomhed, mistrivsel, lavt selvværd og meget mere.

For at arbejde med Systemisk Familieopstilling, behøver man ikke at medbringe sin familie. Man kan arbejde med det sammen med andre deltagere, der bruges som repræsentanter for ens familie. Eller vi bruger figurer eller filt på gulvet, hvis man har en 1:1 session. På denne måde kan man stadig undersøge de problemstillinger, som man møder i sin familie.

Fokuspersonen bidrager med et konkret tema, som der ønskes større klarhed omkring. Den systemiske familieopstilling ledes af en facilitator, som bruges til at skabe klarhed over centrale emner, såsom livets vanskeligheder, ønskede forandringer, samt hvad der vil ændres gennem et forløb med systemisk familieopstilling.

Jeg er uddannet til at håndtere og aflæse dynamikker for skabe konstruktive processer.

Information om Nordlys Massage

Nordlys Centret har uddannet massageterapeuter, Massører og Berøringsterapeuter siden 1983. Nordlys Centret beskriver sig selv som et af Danmarks ældste og nok mest erfarne uddannelsessteder inden for massage, kropsterapi og personlig udvikling.

Nordlys® Massage er et allround behandlingssystem, som forener klassisk fysiologisk massage med psykologisk, terapeutisk, energetisk indsigt og metode.

Nordlys® Massage tager udgangspunkt i olie-krops-massage, Berøringsterapi kan gives uden på tøjet, men begge behandlingsmetoder bygger på de samme grundlæggende principper. 

Tradition og innovation

Anne & Philip Neess har udviklet en metode, der kombinerer det nænsomme og det dybe, og som ikke påfører kroppen unødvendig smerte. 

Dybden kommer gennem indfølende teknikker, og ved at give kroppen tid til at åbne sig på en naturlig måde. Det gælder uanset om målet er sundhed, velvære og personlig udvikling, eller det er en behandling af muskelspændinger, smerter, stress, skavanker og sygdomme. Jeg har lært at arbejde med hele mennesket i fokus.

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver på deres hjemmeside:

RAB er en frivillig registreringsordning, som gør det lettere for brugerne af alternativ behandling at undersøge, om en alternativ behandler fx har en grundlæggende uddannelse og overholder krav til god klinisk praksis. En behandler, som bliver registreret efter ordningen, har ret til at kalde sig registreret alternativ behandler (RAB), når vedkommende opfylder visse minimumskrav. Kravene er fastsat af den forening, som den alternative behandler er registreret i.

Certificeringer

Thomas Profilanalyse – DISC er en personlighedstest, der bruger DISC-teorien til at evaluere en persons adfærd, motivation og kommunikationsstil. Testen undersøger fire forskellige faktorer: Dominans, Indflydelse, Stabilitet og Konformitet. Hver faktor er repræsenteret af en bogstavforkortelse (D, I, S og C), som angiver en persons primære adfærdstræk. Testen bruges ofte i professionelle sammenhænge, såsom ved rekruttering og teambuilding, for at hjælpe med at identificere styrker og svagheder hos en person, og hvordan de kan bidrage til et team eller en organisation.